Solkrogens Venner er en nystartet frivillig forening.
Formålet er at arbejde for at give Solkrogens målgruppe gode rammer, styrke de sociale relationer med lokalområdet og skabe gode oplevelser for målgruppen. Solkrogen er fuldt besat med 11 beboere, hvor alle har svære udviklingshandicap. Borgergruppen har behov for massiv støtte og denne opgave varetages af ca. 40 personaler der på skift udfører en social eller sundhedsfaglig indsats på Solkrogen. Solkrogen er placeret midt i Klim og dermed tæt på andre mennesker, der lever med en anderledes nabo på godt og ondt, men med hvem vi oplever en stor opbakning. Projektet vi søger støtte til er en Sanse- og Aktivitetshave med oplevelser, legeredskaber og en bålhytte til sociale sammenkomster mellem beboerne på Solkrogen og de omkringboende naboer i Klim. Projektet bidrager desuden med at forskønne udearealet ved Solkrogen og skabe en form for byfornyelse midt i Klim.